Japan, Japan, Japan

Japan, Japan, Japan
19. januar – 31. december 2017

I 2017 markeres 150-året for de diplomatiske forbindelser mellem Danmark og Japan med en række aktiviteter – både i Danmark og i Japan.

Vi deltager i den forbindelse med et samlet fokus på relationer, inspirationer og samarbejder på tværs af kunsthåndværk og design i Danmark og Japan. Som en del af det fokus viser vi tre større japanske udstillinger her i København, den første i samarbejde med det japanske designagentur Wise Wise. Her kan du opleve traditionelle japanske håndværk formidlet gennem både æstetiske objekter og produkter, der fungerer som brugsting i hverdagen: thedåser, keramik, sølvtøj, lamper, tekstiler, urushi-skåle, bambus-flet, jern-thekander og meget mere.

14 japanske kunsthåndværkere er repræsenteret på udstillingen, der er åben og kan opleves resten af 2017. Vi markerede udstillingen med japansk besøg fra Wise Wise ved Taketoshi Sato og Susumu Kondo i marts.

Temaet fra denne udstilling fortsættes med en udstilling-i-udstillingen med danske kunsthåndværkere og designere, heriblandt modedesigner Jan Machenhauer, keramiker Kirsten Sloth og glasdesigner Tora Urup. Vi viser med denne kombination noget af det bedste samtidige danske kunsthåndværk og design, og sætter fokus på kvaliteten i både de danske og de japanske indslag. Hertil suppleres med møbler af arkitekt Poul Kjærholm, der var mærkbart inspireret af Japan i mange af sine designs, og værker af billedkunstner Tine Holscher.

I maj åbnede vi den anden japanske udstilling: Tomoyuki Matsuoka er repræsentant for den nye generation af japanske møbeldesignere og for en global udvekslingstradition, hvor indtryk og påvirkninger kommer til udtryk i de endelige værker. Matsuoka har, foruden studier i Japan, studeret på Arkitektskolen i København. Også Matsuoka-udstillingen varer resten af 2017.

Vores tredje japanske udstilling i 2017 er med møbelbrandet Kitani, der bl.a. fremstiller noget af det snedkermæssigt mest krævende danske møbeldesign af Jacob Kjær, Ib Kofod-Larsen, Finn Juhl, Sigurd Ressell og Nanna Ditzel. Kitani er i Danmark også bl.a. kendt for at stå bag opførelsen af en japansk 1:1-version af Finn Juhls hus i Kitanis hjemby Takayama. Kitani-udstillingen åbner i efteråret 2017.

Og som en lille ekstra feature – sammen med de andre udstillinger  – viser vi japanske byggeklodser i træ, designet af stjernearkitekten Kengo Kuma i samarbejde med en anden japansk arkitekt, Shuhei Kamiya. Kengo Kuma er måske ikke så kendt i Danmark endnu, men bliver det nok med tiden, da han står bag det kommende H.C. Andersens Eventyrhus i Odense. Træbyggeklodserne hedder TSUMIKI, et japansk navn, der er en sammentrækning af betydninger for ‘at bygge’ og ‘træ’. Du kan komme forbi og bygge med TSUMIKI resten af året.

Skriv dig op til vores nyhedsbrev og få udvalgte historier om de japanske og danske kunsthåndværkere og designere i løbet af Japan-Danmark-året 2017.