Currency converter

Knud Holscher

Knud Holscher
Design til hverdagen
29. januar – 30. marts 2016

Udstillingen er åben onsdag til fredag, 12:00-18:00 og lørdag/søndag, 10:00-16:00

Kløvermarksvej 70 2300 København S

Knud Holschers virke er en milepæl og som designer er han en levende legende. Derfor er den 85 årige designer midtpunkt på en stor udstilling hos galleri A. Petersen i København, der åbner 29. januar. Holscher har været toneangivende på sit felt i over 50 år og er desuden en af de eneste nulevende arkitekter, der har arbejdet side om side med en af efterkrigstidens store danske helte: Arne Jacobsen. Læg dertil at Knud Holscher har vundet over et halvhundrede designpriser gennem sin lange og imponerende karriere og har skabt en levende og travl tegnestue, der peger langt ind i fremtiden.

Helhed og sammenhængskraft i hverdagen

Det Knud Holscher kan er at tænke tingene sammen, så de skaber helheder på tværs af kontekster. Så enkelt at man ikke forstår, at ingen har gjort det før. Så ligetil, at det virker intuitivt. Så gennemarbejdet, at man aldrig er i tvivl. Et busskur, der skærmer og ikke gør synderligt væsen af sig i landskabet. En barnevogn, du kan klappe sammen, så den fylder meget lidt, men både har komforten og funktionaliteten med sig. Et toiletsæde med en diskret indikation integreret i brættet, så du løfter der, hvor det er mindst prekært.

Kvalitet er et kodeord for den produktive designer og arkitekt, der ud over at skabe produkter i mindre skala og bygninger i stor, også byggede sit eget hus i starten af 1970’erne – et hus, der i dag opfattes som et mønstereksempel på arkitektonisk helhedstænkning, hvor materialevalg og rumlige forskydninger skaber oplevelser på alle tider af døgnet, når man er i huset en helt almindelige dag. Og netop hverdagen er hellig for Holscher. Hans design er født for at gøre hverdagen til et bedre sted at være. Et bedre sted at opholde sig. At arbejde. At spise.

Select English or Danish subtitles by clicking the [CC] button in the video player

“Knud Holscher – design til hverdagen” åbner 29. januar 2016 i København

En ny sanitetsserie for Ifö, metrosøjler for Metroselskabet, barnevogne, lysestager, skiltning, dørhåndtag, industriel belysning, busskure, brændeovne, lamper, kuglepenne, bestik, vaser, lydisolering og blindestriber – listen er lang og helt ufattelig imponerende. Knud Holschers produktive designaftryk strejfer de fleste flader i vores hverdag og hans 85 års fødselsdag i år var derfor en oplagt anledning til at evaluere hans virke i udstillingsform.

Gallerist Anders Petersen og Knud Holscher er derfor gået sammen om at skabe en udstilling, der ikke kun er plancher og podier, men i høj grad fysisk og sanselig ligesom der i skrivende stund bliver skabt en film specielt til lejligheden. Udstillingen folder sig ud i Anders Petersens 500 kvm store galleri ved Kløvermarken på Amager, hvor flere af Holschers langvarige samarbejdspartnere som D-line, Ifö og Gense samles om at levere indhold til en udstilling, der dokumenterer den danske designers dedikerede virke og arv.

Udstillingen “Knud Holscher – Design til hverdagen” løber over godt to måneder med tilknyttede arrangementer, hvor kendte kulturpersonligheder omviser og holder foredrag om Holschers design og virke. Der vil også være en lille shop, hvor man kan købe relevante produkter og akvareller fra Knud Holschers hånd.

Tekst af Items.nu

Se det fulde program og køb billet til foredragene hos Politiken Plus.

 

I samarbejder med: