Boglancering – Rodfæstet

17. januar 2020 Boglancering – Rodfæstet

Du kan næsten dufte træet og høre lyden af høvlspånerne flyve om ørene på snedkerne i den helt nye bog ‘Rodfæstet – Møbelhåndværk fra Rud. Rasmussens Snedkerier’. Bogen lanceres fredag den 17. januar kl. 15-18 her hos os på Kløvermarksvej, og i den forbindelse indbydes til åben reception.

I bogen tegner designskribent Thomas Dickson og snedkermester Jørgen Rasmussen et kærligt portræt af møbelvirksomheden, som fungerede i 142 år på samme adresse.

Ønsket om at dokumentere et væsentligt kapitel i dansk møbelsnedkeri, satte oprindeligt bogprojektet igang, godt bakket op af en stor bunke billeder, taget af fotograf Kim Ahm på værkstedet på Nørrebrogade.

Rud. Rasmussens Snedkerier producerede møbler af særligt Kaare Klint og Mogens Koch. Snedkeriet stod derudover bag en række specialindretninger og opgaver for virksomheder og private, både i Danmark og i udlandet.

Det kvalitetshåndværk, som kendetegnede virksomheden, blev skabt i tæt samarbejde med de bedste arkitekter, snedkere, lærlinge, syersker og tapetserere. Kvalitet og omhyggelighed er under pres i disse år. Bogen fortæller historien om en virksomhed, der stædigt fastholdt at være et snedkeri og ikke en industri.

Vi byder på et glas og særpris på bogen på 200 kr. (normalpris 300 kr.) i dagens anledning.

Bogen er på 136 sider og er rigt illustreret.

Pris: 300,- DKK