Designtalk om svindrevner

13. september 2018 Designtalk om svindrevner

Kom til designtalk hos A. Petersen og få nye perspektiver på træ og svindrevner torsdag den 13. september kl. 17.00. Her vil designer Anne Brandhøj i dialog med designer Chris Liljenberg Halstrøm og naturvejleder Stephan Springborg diskutere træets æstetiske og bæredygtige potentialer, men også de designmæssige udfordringer, der knytter sig til træet som materiale.

Til og med torsdag den 27. september kan du ved selvsyn opleve Anne Brandhøjs svindrevne-projekt på Kløvermarksvej. Præsentationen rummer en række objekter i ask, kirsebær og ahorn.

Anne Brandhøj har siden sin afgang fra KADK i 2017, nysgerrigt nærstuderet træ. Hun har i særdeleshed zoomet ind på de svindrevner der opstår, når nyfældet friskt træ, efter formgivning, får lov til at tørre, krympe og revne i en naturlig tørringsproces. Deformationerne opstår langsomt over tid og er afhængigt af vandindhold, form, træsort, temperatur og luftfugtighed. Når træet er helt tørt, fremhæves træets svindrevner ved hjælp af nedkilede metalelementer – og tilbage står organiske objekter fastlåst i tid og sted.

Normalt anvender man i designbranchen kontrolleret ovntørret træ fra savværker, fordi revnerne er uønskede, da de gør træet mindre ensartet og nedsætter materialets styrke.
Anne Brandhøj lader i modsætning til det, træet følge egne naturlove. Hun siger selv:  “Uforudsigeligheden fascinerer mig, og jeg kan godt lide spændingen i at have et naturmateriale mellem hænderne, hvis kræfter i lige så høj grad som jeg, er med til at formgive”.

Designtalk’en er gratis og kræver ingen tilmelding.