First Movers

First Movers
15. juni - 9. september

På denne udstilling inviterer vi dig med på opdagelse i 5.000 års møbelhistorie. En rejse i tid, helt tilbage fra de gamle faraoer og op til i dag.

Midt mellem guldbelagte senge, majestætiske tronstole, helt almindelige taburetter og trebenede borde kan du følge de røde tråde mellem de mere end 100 egyptiske møbelmodeller og de moderne møbler i normal størrelse. De egyptiske møbler ligner ikke umiddelbart typiske møbler, som vi kender det hjemmefra stuen. Eller måske gør de?

Arkitekt Dan Svarth (født 1942) har siden starten af 1990´erne forsket i egyptisk møbelkunst fra faraotiden. Dan rejste rundt til museer i hele verden for at nærstudere, opmåle og optegne de møbelfund, man har gjort i egyptiske grave. Møbelfund, der i nogle tilfælde kan dateres helt tilbage til 3.000 år før vores tidsregning.

Derefter satte Dan sig for, at registreringen skulle virkeliggøres i modelstørrelse. Således eksisterer alle møbelfund nu også som fysiske modeller – dem, du ser på udstillingen. Dans arbejde med modellerne strækker sig over næsten 30 år, og samlingen omfatter både stole, taburetter, senge, fodstøtter, kister, opsatser og nakkestøtter, foruden stridsvogne, baldakiner, små krukker og optegninger af møblerne i reel fysisk størrelse.

På udstillingen møder du også en række moderne møbler:
Taburet tegnet af Alvar Aalto
PK9 af Poul Kjærholm
Klismostype-stol af G.F. Hetsch
Barcelona-stolen af Mies van der Rohe
Safaristolen af Kaare Klint
Stol af Gerrit Rietveld
Øreklapstolen af Kaare Klint
Klapstol af Bernt
Høvdingestolen af Finn Juhl
Savbriksen af Ole Gjerløv-Knudsen
Daybed af Bruno Mathsson
Den egyptiske foldestol af Ole Wanscher
Folde-bord af Ole Wanscher
Kabinet af Jacob Hermann
Stol af John Kandell
Tråd – stol af Astrid Tolnov
Tram – bord af Akiko Ken Made
Egypterstolen af Finn Juhl
Taburet af Bernt
Kongeserien – stol af Rud Thygesen og Johnny Sørensen
Badekar
Havehyndeboks

De moderne møbler er venligt udlånt af KADK – Stolesamlingen, Dansk Møbelkunst, OneCollection – House of Finn Juhl, Skovshoved Møbelfabrik og private udlån

Udstillingen takker desuden for støtte fra Statens Kunstfond og Kvadrat