Gitte Jungersens glasurer

3. oktober 2019 Gitte Jungersens glasurer

Torsdag den 3. oktober kl. 17-19 åbner vi dørene for en præsentation af Gitte Jungersens helt særlige keramiske univers i den bageste sal på udstillingsetagen.

Det smelter, koger, bobler og sprækker i Jungersens keramiske, eller måske snarere glasurbaserede arbejder. For hos Jungersen er netop glasuren i fokus.

Hun blander sine egne glasurer fra bunden og eksperimenterer med forskellige mineralers kemiske egenskaber. Glasuren har en stor sensitivitet over for opvarmning og afkøling og dette resulterer i intense og uforudsigelige udfald.

I hendes værker flyder glasuren voluminiøst – ofte i dramatiske farver. Det er en slags stivnede øjeblikke, hvor det er svært at afgøre om noget nedbrydes eller måske snarere bliver til. Overfladernes vekslende strukturer giver mindelser om alt fra naturfænomener som lava, ler og sten til kulturens affaldsprodukter i glittede overflader og skingre farver.

Udstillingen kan ses til og med søndag den 3. november.