Launch af Rigetta Klints bookazine ‘HÅNDværk’, vol. 1

31. oktober 2019 Launch af Rigetta Klints bookazine ‘HÅNDværk’, vol. 1

Bordets glæder – både de spiselige og det der spises af – er i fokus i Rigetta Klints nye bog-tidsskrift HÅNDværk vol. 1. Rigetta kalder det nye format for et ‘bookazine’, og torsdag den 31. oktober mellem kl. 16.30 og 18.30, er du velkommen til lanceringen af udgivelsen her hos os på Kløvermarksvej 70, hvor Copenhagen Distillery også byder på en drink.

Bookazinet er spækket med gode historier og smukke billeder. Én af fortællingerne handler om keramik-trenden på restauranter.

For Kadeau gør det. Og Noma. Og mange andre af de danske, såvel som internationale, gourmet-restauranter. Anvender håndlavet keramik frem for industrifremstillet porcelæn til de udsøgte serveringer. Og det har givet godt med arbejde hos en række keramikere, som har fået rygende travlt ved drejeskiven. Blandt andre keramikerparret Susanne og Torben Lov, der huserer i Listed på Bornholm. De kan knap følge med efterspørgslen og har lange ventelister, også til private kunder.

I fortsættelse af Rigettas bog HÅNDværk fra 2018 zoomer hun også i bookazinets 12 historier ind på det smukke og poetiske i tilværelsens detaljer og tegner levende portrætter af passionerede håndværkere, kunsthåndværkere og niche-producenter. Under overskriften ‘Til bords med håndværk’, kan du stifte bekendskab med fx ‘crowd-farming’ af citroner, et biodynamisk jordbrug og designer Chris L. Halstrøm, der fortæller om re-designet af Svinkløv Badehotel.

HÅNDværk vol.1 koster 170,- og kan købes i butikken på Kløvermarksvej fra den 31. oktober.