Smag på farver

26. maj 2018 Smag på farver

Hvilken farve har smagen af hibiscus, og kan man tale om kulturelle farveidentiteter?
Begge disse spørgsmål kan du blive lidt klogere på lørdag den 26. maj.

Tekstil- og farvedesigner Margrethe Odgaard er en ener på sit felt. Med et virke, der involverer registrering af farver på tværs af kontinenter og en evig søgen efter sammenhænge og modsætninger, skaber hun farvesammensætninger, der begejstrer og fascinerer.

Margrethe siger selv: “Jeg observerer og træner mig selv i at lægge mærke til mine omgivelser. Det gør jeg gennem daglige kortlægninger af farver, hvor jeg befinder mig, ligemeget om det er på Thyholm i Vestjylland eller på Brooklyn Bridge i New York. Farver er forbundet med følelser, og hver eneste gang du åbner lidt op for din opmærksomhed på farver bliver du også lidt klogere på dig selv. Det tror jeg på, er vigtigt for alle, ikke bare designere”.

Margrethe deler sine tanker om arbejdet med farvedesign, når vi lørdag den 26. maj kl. 11 inviterer til en helt unik fortælling og workshop med særlig fokus på sammenhængen mellem farver og smag.

Til lejligheden har konditor Vita Fex udviklet smagsoplevelser, som du og de andre workshop-deltagere omsætter til farvepaletter.

Tilmelding til malene@apetersen.dk – der er et begrænset antal pladser.
Deltagelse i arrangementet koster 120 kr. og er inklusiv entre til udstillingen.
Hvis du allerede har billet til udstillingen, så skal du kun betale 60 kr. for deltagelse i selve arrangementet.