First Movers – ny bogudgivelse

28. juni 2019
Nu kan du få en opdateret udgave af Dan Svarths bogværk om egyptisk møbelkunst

Er du nysgerrig på Egyptisk møbelkunst fra Faraotiden, eller vil du måske gerne gense de utroligt fine møbelmodeller fra vores udstilling “First Movers”, så er der nu rig mulighed.

For med titlen “First Movers – Egyptisk møbelkunst fra Faraotiden” har vi i samarbejde med Dan Svarth netop udgivet en opdateret version af hans bogværk fra 1998. Heri finder du bl.a. billeder af ca. 100 miniature-modeller i 1:5, som Dan har snedkereret i det fineste håndværk.

Som lektor i møbelkunst har Dan siden begyndelsen af

1990’erne forsket i egyptisk møbelkunst fra faraotiden og rejst rundt til museer i hele verden for at nærstudere, opmåle og optegne de møbelfund, man har gjort i de egyptiske konge-grave.
De sirligt udførte miniature møbler illustrerer de forhistoriske møbeltyper på fornemmeste vis og vidner om Egypternes højt udviklede møbelkundskaber for 3-5.000 år siden. Og demonstrerer samtidig den åbenlyse inspiration, som man også finder blandt de danske møbelklassikere.

Bogen koster 550,- i butikken på Kløvermarksvej. Vi kan også sende den. Kontakt: malene@apetersen.dk.