Tidligere events

5. december 2019 Åbning: OPTUR

Vi inviterer til åbning af udstillingen OPTUR torsdag den 5. december fra kl. 17 til kl. 19 med drinks fra Copenhagen Distillery og jazz med Jan Harbeck Live Jive Jungle.

På udstillingen OPTUR har snedker Teis Dich Abrahamsen og formgiver Leise Dich Abrahamsen specialbygget indviklede kuglebaner og frembragt store nye værker med farver og former, der spiller sammen i et fælles fokus på det finurlige, det underfundige og med en overflod af sanselighed.

3. november 2019 Finissage med Gitte Jungersen talk

Vi byder på en særlig festlig ‘finissage’ af vores keramik-udstillinger ‘Manpower’ og ‘Gitte Jungersen’ på første sal. Det gør vi søndag den 3. november ml. 14-15.00 med keramik-talk og lidt vin/vand.

Gitte Jungersen fortæller her om sine tanker omkring keramisk tradition og nybrud ud fra sine værker i udstillingen. Det bliver en snak om voluminøse glasurer, ofte i dramatiske farver, der giver mindelser om alt fra naturfænomener som lava, ler og sten til kulturens affaldsprodukter i glittede overflader og skingre farver.

Gitte er uddannet fra Danmarks Designskole i 1993 og hendes fokus ligger i en eksperimenterende og grænsesøgende tilgang til de keramiske materialer og processer. Med glasurprøver og værker fra udstillingen får du også indblik i Gittes mangeårige erfaring med de forunderlige kemiske forbindelser og brændingsteknikker.

Kom forbi til ‘finissage’ og vær med til at sætte et herligt punktum for keramik-udstillingerne. Tilmelding er ikke nødvendig.

31. oktober 2019 Launch af Rigetta Klints bookazine ‘HÅNDværk’, vol. 1

Bordets glæder – både de spiselige og det der spises af – er i fokus i Rigetta Klints nye bog-tidsskrift HÅNDværk vol. 1. Rigetta kalder det nye format for et ‘bookazine’, og torsdag den 31. oktober mellem kl. 16.30 og 18.30, er du velkommen til lanceringen af udgivelsen her hos os på Kløvermarksvej 70, hvor Copenhagen Distillery også byder på en drink.

Bookazinet er spækket med gode historier og smukke billeder. Én af fortællingerne handler om keramik-trenden på restauranter.

For Kadeau gør det. Og Noma. Og mange andre af de danske, såvel som internationale, gourmet-restauranter. Anvender håndlavet keramik frem for industrifremstillet porcelæn til de udsøgte serveringer. Og det har givet godt med arbejde hos en række keramikere, som har fået rygende travlt ved drejeskiven. Blandt andre keramikerparret Susanne og Torben Lov, der huserer i Listed på Bornholm. De kan knap følge med efterspørgslen og har lange ventelister, også til private kunder.

I fortsættelse af Rigettas bog HÅNDværk fra 2018 zoomer hun også i bookazinets 12 historier ind på det smukke og poetiske i tilværelsens detaljer og tegner levende portrætter af passionerede håndværkere, kunsthåndværkere og niche-producenter. Under overskriften ‘Til bords med håndværk’, kan du stifte bekendskab med fx ‘crowd-farming’ af citroner, et biodynamisk jordbrug og designer Chris L. Halstrøm, der fortæller om re-designet af Svinkløv Badehotel.

HÅNDværk vol.1 koster 170,- og kan købes i butikken på Kløvermarksvej fra den 31. oktober.

 

3. oktober 2019 Gitte Jungersens glasurer

Torsdag den 3. oktober kl. 17-19 åbner vi dørene for en præsentation af Gitte Jungersens helt særlige keramiske univers i den bageste sal på udstillingsetagen.

Det smelter, koger, bobler og sprækker i Jungersens keramiske, eller måske snarere glasurbaserede arbejder. For hos Jungersen er netop glasuren i fokus.

Hun blander sine egne glasurer fra bunden og eksperimenterer med forskellige mineralers kemiske egenskaber. Glasuren har en stor sensitivitet over for opvarmning og afkøling og dette resulterer i intense og uforudsigelige udfald.

I hendes værker flyder glasuren voluminiøst – ofte i dramatiske farver. Det er en slags stivnede øjeblikke, hvor det er svært at afgøre om noget nedbrydes eller måske snarere bliver til. Overfladernes vekslende strukturer giver mindelser om alt fra naturfænomener som lava, ler og sten til kulturens affaldsprodukter i glittede overflader og skingre farver.

Udstillingen kan ses til og med søndag den 3. november.

4. september 2019 Åbning: Afgang 2019 KADK Bornholm

Velkommen til åbningen af KADK Bornholm BA- afgangsudstillingen ‘Afgang 19’  onsdag den 4. september kl. 17-19:

Afgangseleverne fortæller selv om ‘Afgang 19’:

“Udstillingen viser 13 bachelorprojekter i glas og keramik fra programmet ‘Kunsthåndværk – Glas og Keramik’. Designuddannelsen i kunsthåndværk, der ligger placeret i Nexø, anses for at være en unik uddannelse, hvor der både arbejdes med kunsthåndværket, forretningsmodellen og udvikling af tilførsel af ny viden til faget.
Som dimittender fra Kunstakademiets Designskole Bornholm ønsker vi med udstillingen Afgang 19 at vise en diversitet i tematikker og udtryk. Vi ønsker at formidle vores tilgang til et kontemporært personligt udtryk ud fra de mange muligheder, en materialenær ramme kan bidrage med i en samfundsrelevant kontekst.
Værkerne beskæftiger sig blandt andet med den narrative fortælling, debatskabende samfundsspørgsmål, æstetik i en flade, billedet som værk, figur, objekt og skulptur.
Præmissen for denne udstilling har været et selvstændigt projektforløb på 12 uger, hvor vi som studerende har valgt at udfordre vores materialer i forhold til en udvalgt specialisering og et personligt kunstnerisk sprog/udtryk i kunsthåndværk.”

Udstillingen kan ses til og med søndag den 29. september.

 

 

16. august 2019 Eva og Shozo

Dagen efter åbningen af udstillingen Manpower, skabes udstillingens værk nr. 65 i smukkeste akkompagnement: Violinist Eva Boulekbache Vasarhelyi spiller uddrag af Johann Sebastian Bachs værker for soloviolin fra 1720, mens keramiker Shozo Michikawa skaber et værk on site – midt i udstillingen.

Kom og vær med, når arrangementet starter kl. 16.30 i udstillingen på Kløvermarksvej 70.

Du behøver ikke at tilmelde dig. Det koster ikke noget at deltage i arrangementet, men det kræver en entrebillet til udstillingen (60 kr.) eller at du har årskort til udstillingerne på førstesalen (180 kr.)

 

15. august 2019 Åbning: Manpower

Vi inviterer til åbning af udstillingen Manpower torsdag den 15. august kl. 17-19 – og vi håber at se dig!

Japanske Shozo Michikawa og danske Hans Vangsø viser ialt 64 keramiske værker i udstillingen Manpower, der er en ordløs dialog mellem to keramikere fra samme generation, men fra hver sin del af verden. Begge er de bærere af en stærk håndværkstradition, som trækker tråde tilbage til både den danske og den japanske keramikhistorie og samtidigt er de vilde, helt rå, upolerede og fuldstændigt usentimentale i deres tilgang til det mest jordbundne af alle materialer – leret.

Copenhagen Distillery serverer drinks til åbningen af udstillingen.

13. juli 2019 Omvisning i Colour Days

Hvordan foregår den del af designere, kunsthåndværkere og arkitekters arbejde, der handler om farver? Det spurgte vi tøjdesigner og købmand Mads Nørgaard, tekstil- og farvedesigner Margrethe Odgaard, arkitekterne på tegnestuen Vandkunsten, stoftrykker og tekstildesigner Anne Fabricius Møller, kunstner og designer Eske Rex og keramiker Morten Løbner Espersen om – og disse svar blev til udstillingen Colour Days.

Kom forbi og hør historierne bag de seks deltageres bud på farver i udstillingen Colours Days, når vi på udstillingens næstsidste dag inviterer til omvisninger kl. 12 og kl. 14.

Det koster ikke noget at deltage i omvisningerne, så længe entreen (60 kr. for en voksenbillet) er betalt. Hvis du har årskort hos os, er det gratis at deltage i omvisningerne. Tilmelding er ikke nødvendigt, bare kom forbi!

13. juni 2019 Mød Danish Color Board

Hvordan opstår idéen til en bestemt farveskala?
Er det et billede, der sætter det igang, en politisk situation, et naturfænomen eller?
Og hvordan arbejder man sig videre fra udgangspunktet og frem til en farveskala, der dur om 2 år?
Kan man overhovedet forudsige hvilke farver vi kommer til at bruge 2 år frem i tiden? Kan få mennesker have indflydelse på hvilke farveholdninger, der bliver dominerende i fremtiden på globalt plan?
Det er nogle af de emner og processer Danish Color Board vil fortælle om torsdag den 13. juni kl. 16:

Danish Color Board består af en gruppe, som arbejder professionelt med farver. Gruppen er interdiciplinær og favner fra tekstildesign og fashion over sko- og tapetdesign til indretningsarkitektur og industriel design. Formand for Danish Color Board Marie-Louise Rosholm fortæller:
“Vi er sammen om én passion, nemlig farver! To gange om året mødes vi for at skabe et dansk bud på farver to år frem i tiden. Dette bud bringer vi til Intercolor, som er en tilsvarende gruppe, men på internationalt plan. På den internationale workshop skaber vi så et international bud på farver.
Den 13. juni kan du opleve de internationale ‘encountere’ – tidsnedslag fra de enkelte Intercolor-medlemslande præsenteret som videoer. Der vil være rig mulighed for at se og studere tidligere års farvekort fra Danish Color Board og fra Intercolor, samt diskuttere med medlemmer af Danish Color Board-gruppen. Måske får du endda lyst til at være med i Danish Color Board?”

Du kan deltage hvis du selv arbejder professionelt med farver og/eller design.
Tilmelding via mail til kari@apetersen.dk – der er et begrænset antal pladser. Beskriv ganske kort i mailen hvordan du arbejder med design/farver.
Det koster 150 kr. at deltage (90 kr., hvis du har årskort til A. Petersen). Deltagerprisen er inkl. adgang til udstillingen. Vi serverer et glas vin/vand undervejs.
Tid og sted: torsdag den 13. juni kl. 16 (arrangementet varer ca. 2 timer), i udstillingen Colour Days hos A. Petersen, Kløvermarksvej 70, 2300 København S.

24. maj 2019 Drinks og design

En hyggelig fredagsudflugt med kollegaerne og vennerne?
Lidt godt til ganen og en designoplevelse?

Du kan slå to fluer med ét smæk, når vi fredag den 24. maj kl. 13-16 lancerer et nyt samarbejde med vores nabo, Copenhagen Distillery, der giver både en fortælling i vores aktuelle udstilling og en drink hos naboen. Måske én med den nye lyserøde Mulberry Rose Aquavit?

For 100 kr. får du en drinks-brik, som kan købes hos både Copenhagen Distillery og hos os. Brikken kan bruges én gang hos Distilleriet, hvor du får en drink, og én gang hos os, hvor du får en fortælling i den aktuelle udstilling Colour Days.

Copenhagen Distillery har åbent kl. 13-16 og vi har åbent indtil kl. 18.

18. maj 2019 Bytte #101 Nørgaard T-shirt-dag 2

Nu får du muligheden igen: Har du en Nørgaard #101-T-shirt, der er  20+ år gammel, så kom forbi udstillingen Colour Days lørdag den 18. maj kl. 11-13, byt din T-shirt til en ny og mød Christa fra Nørgaard.

Det er Christa, som styrer de stoflister, du kan opleve i udstillingen, så det er også muligt at høre Christa fortælle hvordan de hos Nørgaard arbejder med farverne i #101-T-shirten.

15. maj 2019 Anne og farverne

I udstillingen Colour Days dykker vi ind i stoftrykker og tekstildesigner Anne Fabricius Møllers farverige inspirationsunivers.

Onsdag den 15. maj kl. 17 kan du møde Anne og høre hende fortælle om farver, om samlinger, om inspiration og om hendes arbejde med tekstildesign.
Det foregår i udstillingen og du tilmelder dig ved at skrive til kari@apetersen.dk – det er gratis at deltage for årskortholdere, eller når du har købt entre-billet til udstillingen.

Anne har deltaget i den årlige Mindcraft-udstilling i Milano flere gange, i 2012 med projektet “Falmetryk” hvor hun eksperimenterer med kombinationen af lys, farver og tid. Den 15. maj fortæller Anne mere om projektet, der har fine fællestræk med hendes bidrag til udstillingen Colour Days.

30. marts 2019 Bytte #101 Nørgaard T-shirt-dag

Har du en god historie i ærmet på din klassiske Nørgaard T-shirt? Er blusen mere end 20 år og trænger til fornyelse, så læs med her. Lørdag den 30. marts ml. 12-15 kan du nemlig bytte din klassiske Nørgaard T-shirt model #101 til en ny. Det foregår hos A. Petersen på Kløvermarksvej 70, hvor Pernille fra Nørgaard har nye T-shirts med. Kom forbi med fortælling og din gamle Nørgaard-trøje under armen, så får bluse og fortælling plads i vores udstilling “Colour Days.

21. marts 2019 Colour Days – åbning

Vi inviterer til udstillingsåbning torsdag den 21. marts kl. 17-19 her på Kløvermarksvej 70 – og vi håber at se dig!

Det hele handler om farver: Tøjdesigner Mads Nørgaard, keramiker Morten Løbner Espersen, farve- og tekstildesigner Margrethe Odgaard, arkitekt-tegnestuen Vandkunsten, tekstildesigner og stoftrykker Anne Fabricius Møller og kunstner og designer Eske Rex deltager alle med deres bud på hvordan farver indgår som del af deres faglige tilgang til arbejdet med kunsthåndværk, design og arkitektur.

24. februar 2019 Ida og glas-hjelmen

Kabuto er det japanske ord for hjelm. Og det er en netop sådan én Ida Wieth viser på Japan Retur-udstillingen – en hjelm i glas og kobber – med inspiration fra den japanske samurai-dragt.

Om baggrunden for projektet fortæller Ida:

“Jeg syntes, at det var interessant at arbejde med en fortolkning af samurai-dragtens hovedstykke – selve hjelmen – som udover at repræsentere slægt, styrke og rang har til formål at beskytte hovedet mod slag”

Ida er i Kabuto-projektet også optaget af det japanske fænomen wabi-sabi, hvor skønheden i det uperfekte, forgængelige og usagte værdsættes.

Hun fortæller videre: “At omsætte den japanske krigs-hjem i en form, hvor hovedelementet består af skrøbeligt glas, er modsætningsfuldt i sig selv: en krigs-hjelm, der både kan skære og gå i stykker… Den vil dertil løbende ændre udtryk, idet  glasset vil forvitre og gradvist afsløre den underlæggende kobber-konstruktion, hvorom glasdelen er skabt”.

Kom forbi Kløvermarksvej 70 søndag den 24. februar kl. 15 og hør Ida fortælle om processen og idéen bag hendes projekt Kabuto og om mødet og samarbejdet med TAMA Art University i Tokyo, hvor projektet blev til i sommeren 2018.

Det kræver ingen tilmelding, blot en billet (60 kr.) til udstillingen at deltage.

8. februar 2019 Louise, Anni, Aya og en 3-i-1 notesbog

Mød den japanske håndbogbinder Aya Nagaoka i en workshop, hvor du binder din egen notesbog.
Papiret er fra den japanske papirdistributør Takeo, designet på 3-i-1-notesblokken er Ayas eget.
Du kan bruge notesblokken som: én blok til møder, én er to-do-list, én til private noter. Eller som rejsedagbog: èn blok til rejseplan, én til at notere oplevelser undervejs og én blok til at skitsere din rejse.

Workshoppen er initieret af Louise Hold Sidenius og Anni Vestergaard.

Tilmelding på email: kari@apetersen.dk
Husk at skrive dit navn, telefonnummer og den dato du helst vil deltage på – enten fredag den 8. februar kl. 16-19, lørdag den 9. februar kl. 11-14, eller søndag den 10. februar kl. 11-14. NB opdatering: Der er ikke flere ledige pladser.
Pris: 400 kr.

2. februar 2019 Sky, Maj og strømperne

Tekstildesigner Sky Lucy Young bidrager til Japan Retur-udstillingen med Projekt Sokker – et projekt, der startede som et studie af japaneres både praktiske og kulturelle forhold til fodtøj og de japanske strømper, tabi, hvor storetåen er adskilt fra de øvrige tæer. Projektet, der var et samarbejde med den japanske virksomhed Kineyatabi, kom dog til at handle om meget mere end japanske strømper.

Eftermiddagens foredrag og dialog tager derfor udgangspunkt i Skys fortællinger fra Japan om sokke- og strømpefinesser, -detaljer og -ritualer og fortsætter med hvordan strømper hænger sammen med grundlæggelsen af tekstilindustrien i Midtjylland. En dansk vinkel på fortællingen, som konservator og ph.d. ved Nationalmuseet, Maj Ringgaard, afslutter:

Maj Ringgaards forskning i strømper tager udgangspunkt i de fund af strømpestykker fra 1600-1700-tallet, der blev opdaget under de senere års gravearbejde i forbindelse med metrobyggeriet i København. Disse fund er netop udgangspunktet for strømpernes historie, men også fortællingen om hvordan strikken kom til Danmark, hvordan de prægede mændenes modedragt og blev vigtige for at vise velformede ben.

Vi serverer et glas vin/vand undervejs.

Tilmelding på email: malene@apetersen.dk
Fortællingen foregår på Kløvermarksvej 70, 2300 København S, lørdag den 2. februar kl. 16 og varer ca. en times tid.
Pris: 100 kr. (inkl. entre til udstillingen. Hvis du allerede har købt billet til udstillingen, så koster det 40 kr. at være med)

27. januar 2019 Maria og glas-rebet

I Japan fik Maria Koshenkova mulighed for at producere nye kunstværker og lave research i samarbejde med fire japanske kunstnere: Professor og kunstner Masahiro Sasaki, videokunstneren Izuru Mizutanio, fotografen Yoshiaki Kita og den anerkendte bondagekunstner Nawashi Go Arizue.

Arbejdstitlen på projektet – der vises i udstillingen Japan Retur – “Restrain and Release” er essensen af Marias arbejde med dette projekt: Hverken som kunstner eller som menneske kan man nogensinde være i total kontrol. At være i total kontrol er dog heller ikke vigtigt for Maria. Men at anerkende denne grundlæggende livsbetingelse er til gengæld altafgørende.

Maria fortæller indledende om projektet:
“At blive introduceret til Shibari-kunsten var for mig helt essentiel i denne sammenhæng og gav mig en ny forståelse af min egen kunst og mine materialer, og hvad det at lave skulpturer handler om for mig. I Europa har vi ofte en meget snæver opfattelse af Shibari som en seksuel praksis. Men det var ikke det perspektiv, jeg lærte at kende i Japan. Her blev det en skulpturel praksis, hvor kroppen blev materialet, og hvor jeg var nødt til at genoverveje nogle grundlæggende spørgsmål – ikke kun i min kunst, men i livet som sådan. Hvornår har du kontrol, og hvornår skal du følge med strømmen? Er du nogensinde virkelig fri, eller er der mere eller mindre usynlige strenge, der holder dig på plads? Hvor er grænsen mellem magt og og afmagt? I min præsentation vil jeg gerne vise og fortælle mere om min proces og research og også dele mit møde med den mørke side af japansk kultur. Japan er for det meste opfattet og gengivet af europæere som et land med minimalistisk æstetik, puritanisme og ro. Men jeg opdagede også en meget ekspressiv og voldelig kultur, der viste sig at være underlig sjov og mørk på samme tid. Denne meget spændende og fascinerende oplevelse, der blev muliggjort ved mit tætte samarbejde med lokale kunstnere og et kig ind i den japanske s/m-kultur, vil jeg gerne dele.”

Vil du høre Maria Koshenkova fortælle mere, så foregår det søndag den 27. januar kl. 14.30 i udstillingen på Kløvermarksvej 70.
Tilmelding på email: kari@apetersen.dk 
Pris: 60 kr. i entre til udstillingen. Hvis du allerede har købt billet til udstillingen, så er det gratis at være med.

25. januar 2019 Rosa og væven

Fra den 25. til og med 28. januar inviterer vi sammen med tekstildesigner Rosa Tolnov Clausen til væveworkshop som del af serien “Export/Import”, der oprindeligt blev udviklet og afholdt af Rosa i 2017 på 21st Century Museum of Contempoary art, Kanazawa i Japan.

Workshoppen består af fire timers fordybelse og praktisk indsigt i håndvæveprocessen. Fem japanske bordvæve er blevet anskaffet til formålet, på dem kan du være med til at udforske vævebindinger, materialer, mønstre og farver fra Japan, Danmark, Sverige og Mexico.

Efter hver workshop får deltagerne et lille arkiv af væveprøver med hjem.

Tilmelding på email: kari@apetersen.dk
Husk at skrive dit navn, telefonnummer og den dato du helst vil deltage på – enten fredag den 25. januar kl. 14-18,  lørdag den 26. januar kl. 12-16, søndag den 27. januar kl. 10-14 eller mandag den 28. januar kl. 9-13. NB opdatering: Der er ikke flere ledige pladser.
Pris: 150 kr. (inkl. entre til udstillingen. Hvis du allerede har købt billet til udstillingen, så koster det 90 kr. at være med)

“Rosa og væven” takker Ellen og Knud Dalhoff Larsens Fond, Grosserer L.F. Foghts Fond, Statens Kunstfond og Martha og Paul Kerrn-Jespersens Fond for støtte til workshops.

23. januar 2019 Anne og det japanske tapet

Et sjældent og kostbart japansk tapet blev genopdaget i 2016 i hjertet af København på Kongens Nytorv. Ejendommens beliggenhed afspejler, at her boede en velhavende borger, i dette tilfælde den kendte kunstmæcen tobaksproducent Bernhard Hirschprung.

Ejendommen har efterfølgende fået navnet Brønnums Hus, efter en senere ejer.

Tapetet, der forestiller gyldenlæder, kan efter grundige tekniske og kunsthistoriske undersøgelser med sikkerhed siges at være japansk, og er et eksempel på en eksklusiv japansk handelsvare, der fandt vej til Europa i slutningen af 1800-tallet.
Tapetets japanske navn er Kinkarakawakami, (kin-guld, kara-imitation, kawa-læder, kami-papir) og er en japansk variation af det europæiske gyldenlædertapet.

Det luksuriøse guldtapet har dannet kulisse for Det Kongelige Teaters Balletskole i mange år, men idag ejes huset af Karberghus, som generøst åbner dørene op for visning af tapeterne i forbindelse med udstillingen Japan Retur.

Oplev de forgyldte japanske tapeter i det der engang var Bernhards Hirschprungs spisestue:
Omvisninger er den 21. og 22. november kl. 17.00-18.00 og den 23. og 24. januar kl.17.00-18.00
Tilmelding og betaling 150 kr. sker via hjemmeside :  www.koebenhavnskonservator.dk
eller direkte til mail: anne@koebenhavnskonservator.dk

 

12. december 2018 Henrik Vibskov og “Årets innovative gløgg”

Er du på udkig efter en helt særlig julegave i år?

På onsdag den 12. december kl. 17-19 besøger Henrik Vibskov butikken på Kløvermarksvej 70 og signerer “Japan Plates” til dig, der mangler den helt specielle, personlige julegave. En underfundig tallerken eller et fad, der bringer én på sporet af Vibskovs fantastiske univers.

Kommer du forbi denne onsdag aften, byder vi samtidigt på et glas af “Årets mest nyskabende gløgg” fra kl. 17.

Det er selvfølgelig vores nabo, Copenhagen Distillery´s Sune Urth, som har vundet den fine titel til “DM i Gløgg 2018” for en gløgg, der har basis i Distilleriets Honey Wine og ufiltreret æblemost, samt et strejf af chai-krydderier. Hvis du er til alkohol, kan gløggen suppleres med Distilleriets Dill Anise Aquavit, ellers er den alkoholfri.

“Japan Plates” stammer fra Henrik Vibskovs installation “The Repetitive Clean”, som første gang blev vist i Kanasawa i Japan i 2017 og som nu delvist er genopstået som del af “Japan Retur”-udstillingen her på Kløvermarksvej.

En signeret “Japan Plate” (27x27cm) koster 750 kr. og signeringen/dedikationen skrives på bagsiden.
Har du ikke mulighed for at være tilstede onsdag aften, kan du skrive til malene@apetersen.dk og lægge en bestilling på en signeret “Japan Plate”: Husk at skrive dedikationen helt som du gerne vil have den, men ikke mere end max. 20 tegn inkl. mellemrum. Vi skal modtage din mail senest kl. 12 onsdag den 12. december.

2. december 2018 Yuko, Johna og væven

Yuko Yokota og Johna Hansens bidrag – en meget lang væv – til udstillingen ‘Japan Retur’ er under det meste af udstillingsperioden med som stillestående objekt, undtagen i perioden 21. november til 2. december. I denne periode udfolder væven sig som et performativt værk, som man kan opleve i udstillingens åbningstid.

Yuko Yokota, født 1983 i Japan, er uddannet tekstilkunstner, med specialisering i vævning, fra Okinawa Prefectural University of Arts, Faculty of Arts and Crafts. Johna Hansen, født 1982 i Sverige, er uddannet arkitekt fra Kunstakademiets Arkitektskole og Tohoku University of Art and Design.

Objektet R/LOOM er en gigantisk væv, næsten otte meter lang, to meter bred og næsten tre meter høj. Navnet R/LOOM  er en leg med kunstnernes respektive felter arkitektur (ROOM) og vævning (LOOM). Projektet har til formål at undersøge en symbiose mellem disse to felter: Væven er blevet til et rum, og gennem en gentagen interaktion mellem Yuko og Johna og væven, en performance, skabes et nyt arkitektonisk element, tekstilet, og en ny rumlighed.

Til udstillingen ‘Japan Retur’ er R/LOOM tilpasset udstillingen og rummet på førstesalen på Kløvermarksvej 70. Selve trækonstruktionen er uforandret fra tidligere opsætninger af væven, men garnet og tekstilet som skabes, og den måde det udvikler sig på i rummet er særligt tiltænkt denne sammenhæng. Til forskel fra tidligere opsætninger, hvor Yuko og Johna arbejdede med temaet lys, fokuserer de her på skygge. De væver med genbrugsstof og jutegarn.

Yuko og Johna har lavet en publikation,  der hører med til R/LOOM, og som er tilgængelig i udstillingen fra den 21. november.

1. december 2018 Sing Tehus på Kløvermarksvej

Te er en af hjørnestenene i den japanske kultur, og den traditionelle japanske teceremoni, der har flere hundrede år bag sig, indeholder en kompleksitet, som det tager mange års studier at sætte sig ind i.

Mette Marie Kjær åbnede Sing Tehus 17. november 2006. Med en baggrund som billedkunstner var det de kunstneriske og filosofiske elementer i den asiatiske tekultur, herunder den japanske teceremoni, der først fængede og viste vejen til et stor og spændende verden med te.

Sing Tehus arbejder for at udbrede kendskabet til både te-kulturen og de smagfulde teer, og har egen import af te fra bla. Japan.

Lørdag den 1. december besøger Lulu fra Sing Tehus Kløvermarksvej, så du kan kigge forbi, smage en kop te og høre mere om Sing Tehus’ holdninger til – og historier om – te.
Det vil også være muligt at købe te med hjem.

 

 

30. november 2018 Takehito og de drejede træskåle

Den japanske træ-drejer Takehito Nakajima er i København og besøger Kløvermarksvej fredag den 30. november og lørdag den 1. december.

Takehito Nakajima (født 1969) er både trædrejer og mestrer samtidigt den svære japanske urushi – en traditionel lakeringsteknik med mange hundreder år på bagen.

Lige nu er Takehito aktuel i forbindelse med udstillingen Japan Retur, hvor han har hjulpet designerne Line Depping og Jakob Jørgensen med at dreje de skåle, som du kan opleve på udstillingen. Og så er Takehito én af de mange japanske håndværkere, som gruppen med de danske snedkere Akiko Kuwahata, Anders Lunderskov, Finn Killbuck Johansen, Jacob Ulrich, John Bøge, Ken Winther Christensen, Rasmus Fenhann, Søren Risvang Sørensen og Teis Dich Abrahamsen besøgte på deres tur til Japan, en tur der også er skildret i udstillingen.

Kom og se Takehito dreje sine træskåle i udstillingens åbningstid kl. 12-18 fredag den 30. november og kl. 10-16 lørdag den 1. december.
Træskålene der drejes i løbet af de to dage vil kunne købes umiddelbart efter at de er drejet færdigt.

Når du har billet til udstillingen, koster det ikke noget at overvære Takehitos arbejde.

27. november 2018 Marie og Ex-formation

Denne aften byder på en introduktion til den internationalt anerkendte designer, hvis navn er blevet synonymt med det skiftende ansigt af moderne japansk design – Kenya Hara – og særligt et indblik i hans arbejde med begrebet Ex-formation.

Ex-formation tydeliggør hvor lidt vi egentlig ved, og bliver dermed et nyt udgangspunkt for design: Det ukendte er hvad der bevæger os, det vi allerede kender er ikke nær så interessant.

I dag er viden tilgængelig i næsten eksplosive mængder, og i stedet for at kunne bruge viden som springbræt for vores fantasi, mener Hara, at vi er fanget i en informationsudveksling, en ’bytte-bytte fakta-leg’, der forhindrer os i fordybelse. Det er en væsentlig udfordring for kreativitet og design.

Haras modsvar er metoden Ex-formation, hvis formål er at skabe løsninger, der udfordrer og vækker nysgerrigheden.

Grafisk designer og designchef på Louisiana, Marie Lübecker, fulgte Kenya Hara i en uge i efteråret 2017 for at lære mere om bl.a. Ex-formation. Hør hvad hun erfarede og vær med til at diskutere hvorledes vi kan få glæde af disse tanker i egen designpraksis.

Tirsdag den 27. november kl. 17.30 – aftenen indledes med et oplæg, som derefter diskuteres.

Tilmelding til kari@apetersen.dk

Pris: Billet til udstillingen (60kr.), samt 40 kr., der dækker vin/vand.
Der er plads til 30 deltagere, billetterne fordeles efter først-til-mølle.

4. oktober 2018 Japan Retur – åbning

Vi inviterer til udstillingsåbning torsdag den 4. oktober kl. 17-19 her på Kløvermarksvej 70 – og vi håber at se dig!

På udstillingen viser vi mere end 40 projekter af danske kunsthåndværkere og designere. De har alle været nysgerrige på japansk kultur og specifikt snedkerhåndværk, keramik, glaskunst, designteori, broderi, lak-arbejde, papirfarvning, væveri – og en lang række andre teknikker, og som derfor har søgt samarbejder med japanske kunsthåndværkere og designere.

13. september 2018 Designtalk om svindrevner

Kom til designtalk hos A. Petersen og få nye perspektiver på træ og svindrevner torsdag den 13. september kl. 17.00. Her vil designer Anne Brandhøj i dialog med designer Chris Liljenberg Halstrøm og naturvejleder Stephan Springborg diskutere træets æstetiske og bæredygtige potentialer, men også de designmæssige udfordringer, der knytter sig til træet som materiale.

Til og med torsdag den 27. september kan du ved selvsyn opleve Anne Brandhøjs svindrevne-projekt på Kløvermarksvej. Præsentationen rummer en række objekter i ask, kirsebær og ahorn.

Anne Brandhøj har siden sin afgang fra KADK i 2017, nysgerrigt nærstuderet træ. Hun har i særdeleshed zoomet ind på de svindrevner der opstår, når nyfældet friskt træ, efter formgivning, får lov til at tørre, krympe og revne i en naturlig tørringsproces. Deformationerne opstår langsomt over tid og er afhængigt af vandindhold, form, træsort, temperatur og luftfugtighed. Når træet er helt tørt, fremhæves træets svindrevner ved hjælp af nedkilede metalelementer – og tilbage står organiske objekter fastlåst i tid og sted.

Normalt anvender man i designbranchen kontrolleret ovntørret træ fra savværker, fordi revnerne er uønskede, da de gør træet mindre ensartet og nedsætter materialets styrke.
Anne Brandhøj lader i modsætning til det, træet følge egne naturlove. Hun siger selv:  “Uforudsigeligheden fascinerer mig, og jeg kan godt lide spændingen i at have et naturmateriale mellem hænderne, hvis kræfter i lige så høj grad som jeg, er med til at formgive”.

Designtalk’en er gratis og kræver ingen tilmelding.

14. juni 2018 Udstillingsåbning – First Movers

Torsdag den 14. juni kl. 17-19 inviterer vi til udstillingsåbning på “First Movers” – en udstilling med arkitekt og snedker Dan Svarths mere end 100 møbelmodeller i skalaforhold én til fem, heriblandt møbeltyper, der er helt op til 5.000 år gamle.

Med både løvefødder og med malede billeder af gamle egyptere, ligner de ikke typiske møbler, som vi kender det hjemmefra stuen. Og så alligevel – nogle af dem ligner faktisk helt nutidige møbler. På udstillingen viser vi også moderne møbler, der på forskellig vis forholder sig til de gamle egypteres møbler.

26. maj 2018 Smag på farver

Hvilken farve har smagen af hibiscus, og kan man tale om kulturelle farveidentiteter?
Begge disse spørgsmål kan du blive lidt klogere på lørdag den 26. maj.

Tekstil- og farvedesigner Margrethe Odgaard er en ener på sit felt. Med et virke, der involverer registrering af farver på tværs af kontinenter og en evig søgen efter sammenhænge og modsætninger, skaber hun farvesammensætninger, der begejstrer og fascinerer.

Margrethe siger selv: “Jeg observerer og træner mig selv i at lægge mærke til mine omgivelser. Det gør jeg gennem daglige kortlægninger af farver, hvor jeg befinder mig, ligemeget om det er på Thyholm i Vestjylland eller på Brooklyn Bridge i New York. Farver er forbundet med følelser, og hver eneste gang du åbner lidt op for din opmærksomhed på farver bliver du også lidt klogere på dig selv. Det tror jeg på, er vigtigt for alle, ikke bare designere”.

Margrethe deler sine tanker om arbejdet med farvedesign, når vi lørdag den 26. maj kl. 11 inviterer til en helt unik fortælling og workshop med særlig fokus på sammenhængen mellem farver og smag.

Til lejligheden har konditor Vita Fex udviklet smagsoplevelser, som du og de andre workshop-deltagere omsætter til farvepaletter.

Tilmelding til malene@apetersen.dk – der er et begrænset antal pladser.
Deltagelse i arrangementet koster 120 kr. og er inklusiv entre til udstillingen.
Hvis du allerede har billet til udstillingen, så skal du kun betale 60 kr. for deltagelse i selve arrangementet.

7. april 2018 Fortælling i udstillingen med Depping&Jørgensen

Lørdag den 7. april kl. 11 kan du komme forbi os på Kløvermarksvej 70 og høre Line Depping og Jakob Jørgensen fortælle om udvalgte værker fra udstillingen, mens de viser rundt.

Line og Jakob har sammen lavet Black Chair, der er med på udstillingen, og fortæller denne lørdag om de overvejelser og tanker, de har gjort sig undervejs – og om de diskussioner, der nogle gange er helt nødvendige på vejen hen til det færdige designobjekt.

Line fortæller også om hvordan hun designer i dampbøjet og stukket træ, teknikker, der i udstillingen både kan opleves som eksperimenter og som færdige produkter.

Jakob har udvalgt lampen Blitz og viser – sammen med fortællingen – en kort film om lampens rejse fra at være en leg med rør i alle mulige former til færdig lysende lampe.

Det hele foregår i udstillingen.
Entre hertil koster 60 kr. pr. person, men selve arrangementet er derudover gratis at deltage i.

21. marts 2018 Talk – Helle Vibeke Jensen og Dagenes skum

Designer Helle Vibeke Jensen har lavet 68 illustrerede kapitler til bogen ”Dagenes Skum” af den franske forfatter Boris Vian. Onsdag den 21. marts kl. 16.30 hos os på Kløvermarksvej 70 fortæller Helle Vibeke om kapitlernes tilblivelse og demonstrerer samtidig nogle af de teknikker hun har brugt i processen, bl.a. katagami, der er en japansk stencilteknik. Husk tilmelding til kari@apetersen.dk

22. februar 2018 Fernisering på “Halstrøm, Odgaard, Depping, Jørgensen”

Torsdag den 22. februar kl. 17-19 inviterer vi til fernisering på vores første udstilling i 2018: “Halstrøm, Odgaard, Depping, Jørgensen”.

De fire designere Chris L. Halstrøm, Margrethe Odgaard, Line Depping og Jakob Jørgensen viser på udstillingen – udover arbejdsmetoder og materialeovervejelser – udvalgte færdige værker og produkter.

Til udstillingsåbningen er der let servering af Mikkeller øl.

7. februar 2018 Fortællinger om Midtjyske Tæpper

Væver Anne Mette Larsen har fanget fortællinger i Midtjylland og omsat dem til vævede tæpper. I alt fire lokaliteter er transformeret til 8 tæpper, vævet i Norge af norsk uld på væveriet Røros Tweed. Dertil har Anne Mette Larsen skabt ét tæppe mere, som sammenfatter ideen bag konstruktionen af Midtjyske Tæpper.

Onsdag den 7. februar kl. 16.30 kan du hos os på Kløvermarksvej høre Anne Mette fortælle om ideen og processen bag Midtjyske Tæpper-projektet. Arkitekt Nicolai de Gier supplerer med tilhørende tanker om håndværk.

Det er gratis at deltage, men der er et begrænset antal pladser, så tilmelding er nødvendigt. Skriv dit navn og hvor mange I kommer på kari@apetersen.dk

Til fortællingen serveres midtjysk øl fra Virklund Bryghus.

18. januar 2018 Talk – Lars Vejen og Design Collaborations

I forlængelse af den aktuelle udstilling ”Design Collaborations” hos A. Petersen inviterer vi til en design talk, hvor Lars Vejen vil berette om sit første møde med Japan og japanerne, da han som arkitektstuderende boede og arbejdede i Kyoto i 1995. Han giver også en grundig introduktion til den aktuelle udstilling hos A. Petersen.

Fortællingen giver et billede af Japan dengang og nu og belyser også de udfordringer og tilgange, som Lars Vejen har høstet erfaringer af undervejs. Udstillingen er et ambitiøst projekt, som Lars Vejen har realiseret gennem tætte samarbejder med de japanske og danske håndværkere og producenter.

Lars Vejen var tidligere designchef i en af Skandinaviens største arkitektvirksomheder, i dag international forelæser/underviser og indehaver af egen design virksomhed med base i Japan og Danmark.

Arrangementet er gratis, men kræver tilmelding (skriv dit navn og hvor mange I kommer) til malene@apetersen.dk

7. december 2017 Udstillingsåbning – Design Collaborations

Lars Vejen har lavet en lang række samarbejder med både danske og japanske kunsthåndværkere, håndværkere, værksteder og designvirksomheder.

Alle projekterne udstilles fra begyndelsen af november til starten af december på Kyoto Museum of Traditional Craft, og samme værker vises her hos A. Petersen fra 8. december og indtil 11. februar.

Denne del af vores japansk-danske udstillinger er samtidig vores sidste del af dette års fejring af 150 års diplomatiske forbindelser mellem Japan og Danmark.

Udstillingen åbnes kl. 17 med velkomsttale af Anne Katrine Okholm Skole, redaktør, DANISH.tm

2. november 2017 Foredrag: Verdensmanden Finn Juhl

Torsdag den 2. november kl. 19 inviterer vi i samarbejde med designhistoriker Birgit Lyngbye Pedersen til foredrag på Kløvermarksvej 70:

1950’erne var årtiet, da Danish Modern holdt sit indtog i USA , og Finn Juhl stod i spidsen som en af de første møbelarkitekter, der blev kendt udenfor Danmarks grænser.

I 1951 fik Finn Juhl sine møbler produceret i Amerika hos Baker Furniture i Grand Rapids, der gerne ville ind på markedet for moderne møbler, og samme år tildelte Akademiet ved Det Kongelige Danske Kunstakademi Finn Juhl den prestigefyldte opgave at indrette Formynderskabsrådets sal til De Forenede Nationers hovedsæde i New York.
Med det amerikanske gennembrud fulgte opgaver rundt om i verden, hvor også japanerne faldt for de danske møbler.

Finn Juhl blev en verdensmand med eksport af møbler og indretninger, hvor det danske møbeldesign, det fint forarbejdede håndværk i snedkerarbejdet med træet i centrum og samarbejdet mellem arkitekter og snedkere adskilte sig fra anden industriel masseproduktion og standardisering.

Billetter koster 75 kr. og bestilles her. Vi serverer et glas vin/vand og lidt snacks til foredraget.

21. oktober 2017 Oplev japanske håndværkere – tøndemageren og bambusfletteren

I weekenden lørdag den 21. og søndag den 22. oktober får vi på Kløvermarksvej besøg af to japanske håndværkere: Tøndemageren Eifu Kawamata og bambusfletteren Takayuki Shimizu.

Programmet ser sådan ud:

Lørdag den 21. oktober

Kawamata-san viser hvordan han laver de tønder, du kan se i udstillingen – det foregår  kl. 10-16.
Kom forbi, kig med og hør Kawamata fortælle om redskaberne, om træet og om hvordan han fandt ud af, at han ville være tøndemager.

Shimizu-san afholder kurvefletterworkshops kl. 10 (ikke flere ledige pladser) og kl. 14 (ikke flere ledige pladser) og mandag den 23. oktober kl. 17 (ikke flere ledige pladser). Hver workshop tager ca. 2 timer, hvor du lærer at flette en kurv i japansk bambus. Kurven får du med hjem bagefter. Det koster 450 kr. at deltage i en workshop. Kræver forudgående tilmelding.

Søndag den 22. oktober

Taketombo-workshop: Tag familien i hånden og vær med på workshoppen, hvor vi sammen med Shimizu-san laver taketombo (japanske bambushelikoptere).
Vi starter workshops op hver hele time: kl. 11, 12, 13, 14 og 15.

Det tager ca. en halv time at lave en taketombo, men det er ikke svært, så alle kan være med.
Materialerne til en taketombo koster 30 kr., men derudover er det gratis at deltage i workshoppen og det kræver ikke forudgående tilmelding.
Når I har lavet taketombo, afprøver vi dem udenfor og I får selvfølgelig jeres taketombo med hjem.

 

11. oktober 2017 Foredrag: Finn Juhls hus og Ordrupgaard

Onsdag den 11. oktober kl. 17 inviterer vi i samarbejde med Ordrupgaard og museumsinspektør Jacob Riis til foredrag om Finn Juhl og Ordrupgaard. Foredraget foregår hos os på Kløvermarksvej 70:

Ordrupgaard er ikke bare et museum for dansk og fransk kunst. Huset, der er opført i 1918, har tilhørt forsikringsdirektør Wilhelm Hansen og bærer stadig præg af Hansen-familiens private gemakker, med møblement og kunsthåndværk intakt.
Ordrupgaard overtog Finn Juhls hus med inventar i 2007 som en donation. Huset åbnede for offentligheden i 2008 og indgår i dag som en fast del af Ordrupgaards samling. Således repræsenterer Finn Juhls hus og Ordrupgaard på bedste vis hver deres stilistiske periode.

Tag med på en rejse gennem husenes interiører, og følg udviklingen af dansk møbelarkitektur og kunsthåndværk fra slutningen af 1800-tallets klunkestil, gennem det tidlige 1900-tals Arts and Crafts-stil til den danske højmodernisme med de danske møbelarkitekter, heriblandt Finn Juhl.

Billetter koster 75 kr. og bestilles her. Vi serverer et glas vin/vand og lidt snacks til foredraget.

6. oktober 2017 Udstillingsåbning – Kitani

Fredag den 6. oktober kl. 17-19 inviterer vi til udstillingsåbning med næste del af vores japanske udstillinger. Her vises danske møbeldesignklassikere af bl.a. Finn Juhl, Ib Kofod-Larsen og Nanna Ditzel fremstillet af den japanske møbelvirksomhed Kitani.

Udover den passionerede dyrkelse af snedkerhåndværket og fascinationen af danske møbler, er Kitani også kendt for at medvirke til opførelsen af en 1:1 version af Finn Juhls hus i bjergene i Takayama i Japan – som en særlig hyldest til møbelmesteren.

Udstillingen vises i en japansk-inspireret have, bygget specielt til lejligheden i samarbejde med Jagro Anlæg.

Vi byder på live-jazz og et glas vin til åbningen.

 

23. august 2017 Japansk papbar på Designmuseet

I samarbejde med Designmuseum Danmark arrangerer vi “japansk papbar” onsdag den 23. august: Fold én af vores Catachi-origami-taburetter og nyd en japansk øl eller sodavand, mens vi lytter til japansk musik.

Tag efterfølgende taburetten under armen, og sæt kurs mod ”Learning From Japan”. Slå dig ned på taburetten i udstillingen, og lyt til én af museets eksperter fortælle om udvalgte spotlights. Taburetten får du  med hjem. Den er inkluderet i prisen.

Sted: Stensalen og udstillingen “Learning From Japan” på Designmuseum Danmark

Tilmelding: ARRANGEMENTET ER UDSOLGT

Læs mere her

10. juni 2017 TSUMIKI – workshops for børn og voksne

Kom og byg dit eget hus eller vær borgmester for en dag i en by du selv bygger, når Mariko og Kinuyo fra Tonton viser hvordan I kan bygge med de japanske byggeklodser TSUMIKI. Byggeklodserne er udviklet og designet af de to japanske arkitekter Kengo Kuma og Shuhei Kamiya, som et stykke helt enkelt legetøj, der kan blive til alle mulige former, figurer, bygninger og byer – kun fantasien sætter grænser.

I weekenden den 10. og 11. juni holder vi ialt 6 workshops
Lørdag den 10. juni kl. 11, kl. 13 og kl. 15
Søndag den 11. juni kl. 11, kl. 13 og kl. 15

Der er plads til 15 børn på hver workshop. Det koster 75 kr. pr. barn. Voksne må gerne lege med, men skal ikke købe billet.

Alder: fra 4 år

Husk tilmelding og billet via dette link

 

9. juni 2017 TSUMIKI og ‘Skriv dit navn på japansk’

Kom forbi fredag den 9. juni kl. 17-19 og se en udstillingen med TSUMIKI og prøv at skrive dit navn på japansk. Mariko og Kinuyo fra Tonton hjælper til. Arrangementet er åbent og alle er velkomne.

6. maj 2017 Talk med Tomoyuki Matsuoka

Lørdag den 6. maj kl. 16 fortæller Tomoyuki Matsuoka om arbejdet som møbeldesigner i Japan, om vejen her til Danmark og fascinationen af dansk møbeldesign, og om samarbejdet med den japanske producent Takumi Kohgei. Fra Takumi Kohgei deltager Akihito Gyoten. Det hele foregår i udstillingen.

 

4. maj 2017 Fernisering

Torsdag den 4. maj kl. 17-19 inviterer vi til fejring af den nye udstilling med møbeldesign af den japanske designer Tomoyuki Matsuoka. På udstillingen kan du opleve Matsuokas serie Tapered, fremstillet af den japanske møbelproducent Takumi Kohgei fra Hokkaido.

Ved samme fernisering åbner vi modedesigner Jan Machenhauers 2. udstilling på Kløvermarksvej i år. Denne gang viser vi en udvalgt serie med emner fra skjortelinjen, der blev lanceret i 2012.

19. marts 2017 Fortælling om japansk kunsthåndværk

Ejer og stifter af det japanske designagentur Wise Wise, Taketoshi Sato, fortæller søndag den 19. marts kl. 16 om Wise Wise, om japansk kunsthåndværk generelt og om de udvalgte japanske kunsthåndværkere. Fortællingen integreres i en rundvisning i udstillingen og afsluttes med spørgsmål.

Gratis adgang. Husk tilmelding på kari@apetersen.dk

17. marts 2017 Udstillingsfest

Vi markerer udstillingen med danske og japanske kunsthåndværkere og designere ved et uformelt, åbent arrangement fredag den 17. marts kl. 17-19.

Designagenturet Wise Wise deltager med ejer og stifter Taketoshi Sato og Susumu Kondo, sammen med de danske kunsthåndværkere og designere, der er repræsenteret i udstillingen.

Gratis adgang.

9. februar 2017 Kultur, sushi og arkitektur

Med markeringen af 150-året for de dansk-japanske diplomatiske forbindelser i 2017 holder vi en række events.

Det første event arrangeres med ayanomimi den 9. februar, hvor Gehl Architects, Sticks’n’Sushi og Canon sammen præsenterer en aften for arkitekter og designere under overskriften TOKYO – KULTUR, SUSHI & ARKITEKTUR.

Læs mere og køb billet her: Billetto