OPTUR


6. december 2019 - 29. marts 2020

På udstillingen OPTUR har snedker Teis Dich Abrahamsen og formgiver Leise Dich Abrahamsen specialbygget indviklede kuglebaner og frembragt store nye værker med farver og former, der spiller sammen i et fælles fokus på det finurlige, det underfundige og med en overflod af sanselighed.

Det handler om den umiddelbare glæde og fornøjelse ved former i bevægelse og farver i samspil. Det er skæve og overraskende konstellationer, der er skabt til udstillingsgæsternes forundring – med de forskelle og ligheder, der er i de to søskendes tilgang til materialer.

Leise Dich Abrahamsen arbejder i en verden af farver og kompositioner, og har gennem sit arbejdsliv forfinet den æstetiske oplevelse af det helt enkle formsprog, som er blevet hendes særkende.

Når Teis Dich Abrahamsen laver kuglebaner, så handler det om en nysgerrighed på træet som materiale, på teknik og opbygning, og en glæde ved at give den viden og nysgerrighed videre til alle som oplever kuglebanerne.

Kompetencerne spænder vidt, og de faglige erfaringer kombineres hos de to søskende med en nysgerrighed og en hitte-på-somhed, som er misundelsesværdig og som står helt forrest i udstillingens elementer.

Du kan skrive dig op til vores nyhedsbrev og holde øje med vores event-side, hvor vi løbende fortæller om arrangementer undervejs i udstillingsperioden