Broderiworkshop

8. marts 2020 Broderiworkshop

Har du lyst til at prøve kræfter med broderiet, eller måske er du allerede bidt af nål og tråd og vil være med til at skabe et broderet værk? Så skal du læse med her.

Tekstildesigner Iben Høj har i samarbejde med museet Trapholt iværksat projektet ‘Grænseløse Sting’. Ved genforeningen i 1920 fik broderiet betydning som national symbolskabende syssel. I dag – 100 år senere – oplever broderiet en renæssance med interesserede i alle aldre.
Iben Højs idé er, at skabe et værk med broderede bidrag fra workshops landet over, hvor alle som er vilde med at brodere kan medvirke til skabelsen af det samlede værk med reflektioner over og fortolkninger af grænser, vi oplever i livet.

Én af disse workshops afholdes her hos os på Kløvermarksvej. Det sker søndag den 8. marts kl. 13-16. Workshoppen byder på en kort introduktion til projektet og naturligvis også god tid til at brodere og hygge. Materialer til broderi-workshoppen udleveres på dagen. Workshoppen er for årskort-holdere: For at deltage skal du allerede have et årskort eller købe årskort her til os – det koster 180 kr. Der er begrænset antal pladser og tilmelding er nødvendig til Tine Wessel på tinewessel@email.dk

I løbet af foråret 2020 samler Iben Høj alle bidragene i et stort samlet værk under titlen ‘Grænseløse Sting’. Og alle deltagere inviteres til fernisering i midten af maj på Trapholt, hvor værket bliver udstillet frem til slutningen af oktober 2020.